Ørevoks og fjernelse af den.
Normalt afstødes celler fra huden efterhånden som der dannes nye hudceller. Inde i øregangen blandes så disse døde celler med væske fra kirtlerne i øregangshuden. Denne blanding kaldes ørevoks.
Ørevoks dannes med andre ord hos alle og er helt naturlig og ufarlig. Den har også en beskyttende funktion, ved at den smører huden i øregangen og modvirker infektioner i huden.
Som regel kommer ørevoksen ud fra ørerne som små flager efterhånden som den dannes, og den medfører ingen gener.
Aflukkede øregange på grund af ørevoks er et almindeligt problem. I en undersøgelse fandt forskerne, at 10% af alle børn, 5% af normale friske voksne, op til 60% af ældre på plejehjem og 35% af mentalt tilbagestående personer havde tætte øregange på grund af ørevoks.
Hvilke gener giver ørevoks som aflukker øregangene?
Lukkede øregange på grund af ørevoks fører til ubehag i form af tryk og kløe. Hvis øregangen lukker helt, fx efter bad, opstår en generende klapfornemmelse. Det medfører også nedsat hørelse, øresusen og nogle gange svimmelhed. Nogle enkelte får kronisk hoste på grund af ørevoks, som tilstopper øregangene.
Ørevoks og høreapparater
Hvis man bruger høreapparat, producerer man som regel også mere ørevoks. Det kan betyde, at øregangen til tider bliver helt tæt af voks. Især hvis man renser ører med vatpinde, som snarere presser voksen sammen, end de renser øret.
Ophobning af ørevoks kan føre til kløe, irritation, ørepine og nedsat hørelse.
Den bedste måde at få renset øregangen på, er ved at skylle øret med en opløsning, der frigør ørevoksen fra øregangen. Opløsningen kan købes på apoteket, eller du kan få din læge til at skylle dine ører.
Ørevoks er et helt normalt fænomen og voksen bør kun fjernes, hvis den generer.
Er man høreapparatbruger, bør man ikke selv fjerne ørevoksen, men overlade det til en ørelæge.