Øreklinikken Helsevej i Stenløse

Kirurgisk og ikke-kirurgisk behandling

Behandlingen kan deles i en kirurgisk og en ikke-kirurgisk behandling.

Kirurgisk behandling

Der er beskrevet mange forskellige operationsmetoder mod udstående ører. De kan groft deles op i to grupper: bruskbesparende og bruskgennemskærende teknikker. Man opererer primært i lokalbedøvelse. Derfor er det oftest fra 9-10 års alderen, man tilbyder en operation, da barnet skal være modent nok til at kunne være med til en lokalbedøvelse og kunne ligge stille i 1,5-2 timer, som en operation varer. Før i tiden var man mere tilbøjelig til at tilbyde operation i fuld bedøvelse til børn i førskole alderen.

Ved de mest almindelige operationsmetoder, der benyttes i Danmark (Stenström og Nordzell´s metoder) lægger kirurgen et ca. 4 cm langt snit i huden bag på øret og løsner huden fra ørebrusken. Dernæst udtyndes brusken med et raspeinstrument gennem en tunnel under huden foran på øret. Brusken kan da let kan bøjes og den manglende fold (anthelix) i øret dannes. Kirurgen kan også vælge at skære brusken igennem over den kommende fold (anthelix) og dernæst slibe på bruskkanterne med et kuglebor, så folden fremkommer. I andre tilfælde må man fjerne en del af øreskålen for at opnå den ønskede korrektion. Herefter sys brusken og huden sammen.

Efter at det andet øre er opereret lægges en hovedforbinding, som normalt skal sidde i 10 dage, hvorefter den fjernes sammen med tråden, huden er syet sammen med. Dernæst er det ofte nødvendigt efterfølgende at sove med en "nathue" eller et pandebånd i yderligere 2-3 uger for at opnå det ønskede resultat.

Et såkaldt minimalt kirurgisk indgreb kan opnås ved en nyere metode, hvor der kun laves et 3 mm lille snit bag på øret. Dernæst raspes brusken til den giver efter som ovenfor beskrevet. Tilslut sættes et meget tyndt og gennemsigtigt specialplaster bag på øret, som har til formål, at fastholde den nytildannede fold i øret. Plastret kan normalt holde i et par uger men kan sagtens skiftes af forældrene selv, fordi der ikke er skåret i huden. Øret skal holdes på plads i ca. 3 uger med specialplastret. Fordelen ved denne metode er, at operationen kun tager halvt så lang tid, og at man bagefter ikke kan se, at patienten er opereret, da der ikke er behov for en hovedforbinding efter operationen. Ved denne teknik fjernes der hverken hud eller brusk og der sys ikke. Der skal derfor heller ikke fjernes tråde.

Ikke-kirurgisk behandling

Er en behandling, som ikke kræver kirurgisk indgreb. Den har været kendt igennem mange år og kan bedst sammenlignes med tandregulering med en tandbøjle. Ved hjælp af en lille sølv-ørebøjle og et gennemsigtigt specialplaster, som anvendes på skift døgnet igennem, tvinges øret blidt ind til hovedet.

Efter en vis behandlingstid (uger til måneder) dannes den fold i øret, som det udstående øre mangler. Metoden har få bivirkninger, er smertefri, og er let at anvende. Efter en kort instruktion, kan forældrene selv fortsætte behandlingen hjemme. Ørebøjlen anvendes fortrinsvis om natten, specialplasteret om dagen. Børn helt ned til spædbarnsalderen kan behandles. Jo tidligere man starter, jo hurtigere resultat kan forventes. Behandlingstiden afhænger bl.a. af, hvor mange timer i døgnet, metoden benyttes. Langtidsresultaterne viser permanent gode resultater i over 80 % af patienterne efter 2 års observationstid. Læs mere på www.sorribesonline.com.

Læs mere og bestil tid til konsultation om udstående ører på www.stritoerekirurgi.dk