Indlæggelse af dræn
Indlæggelse af dræn og fjernelse af polypper kræver en kortvarig fuld bedøvelse. Ved bedøvelsen anvendes kun inhalationsnarkose, så der bliver ikke brugt kanyler. Af hensyn til barnet bliver narkosen indledt hurtigt, så det er bedst for barnet, at forældrene så vidt muligt, har forberedt barnet på dette. Se evt. denne film fra Sundhed.dk: Drengen Finn skal have lagt dræn og bedøves.
Faste
Følgende fasteregler skal overholdes i forbindelse med en operation:
- barnet må få mad indtil 6 timer før operationen. Det samme gælder for børn, som bliver ammet eller får flaske.
- barnet må få postevand - og kun vand, ikke sukkervand eller juice eller mælk -indtil 2 timer før operationen
- de sidste 2 timer må barnet intet indtage
Ved indlæggelse af dræn
Barnet skal være ledsaget af 2 voksne på operationsdagen. Der må ikke være små søskende eller andre børn med.
Ved ankomsten til klinikken, skal I hjælpe barnet på toilettet, medmindre det har ble på.
Pårørende følger med på operationsstuen og bliver her indtil barnet sover. Selve operationen varer fra 15 til 20 minutter, alt afhængig af om der både indlægges dræn og fjernes polypper.
Efter operationen orienterer ørelægen om operationens forløb og barnet vågner op hos de pårørende under klinikpersonalets opsyn. Barn og forældre kan oftest gå hjem kort efter.
Efter operationen kan barnet være lidt fortumlet og nogle børn vil græde, men de har sjældent stærke smerter. Hjemme bør der dog være indkøbt paracetamol, eller lign. smertestillende medicin, som mikstur eller stikpiller.
Når I er kommet hjem, må barnet spise og drikke som det har lyst.
Efter indlæggelse af dræn
Vi anbefaler, at barnet holdes hjemme på operationsdagen. Herefter kan barnet komme i børnehave eller skole og kan sagtens deltage i gymnastik. Barnet kan uden problemer bade og få vasket hår umiddelbart efter operationen. Opstår der mod forventning smerter eller infektion i øret efter badning eller hårvask, kontakt da klinikken.
Kontrol af dræn
Efter operation er der fast kontrol i klinikken inden for 7-14 dage, herefter vil vi gerne se barnet til kontrol hver 3.-4. mdr. Vi forventer at forældrene overholder disse kontroller.
Barnet må som oftest komme i svømmehal efter 1. kontrolbesøg.